Sådan fandt jeg min far

EFTERSØGNINGSTJENESTEN - GENFORENING

FRA TANKE TIL BESLUTNING TIL DET FØRSTE SKRIDT

 

OpadbakkeGenforeningAHallev

Det første skridt udi eftersøgningens forunderlige rejse kan have været langt tid undervejs, men nu er du på vej, for ellers var du ikke nået her til Genforening. Og du er hjertelig velkommen! :-)

Om du søger familie, kollegaer, klassekammerater eller efterkommere gør ingen forskel. Vi tager gerne udfordringen op, hjælper dig fra start til slut eller måske er du gået lidt i stå og har brug for, at nogle andre tager over for en tid.

 

Find os på Facebook HER eller send en mail til Genforening HER

 

Når du sender en mail eller skriver din eftersøgning i FB-gruppen, så tilføj gerne så meget info som muligt.

 

Genforening er startet af Anette Hallev i år 2000, da hun fandt sin far efter en lang rejse på 19 år. Læs genforeningen herunder.

Genforening er gratis. At eftersøge og slægtsforske er vores hobby og kan vi hjælpe, så gør vi det gerne.

SÅDAN FANDT JEG MIN FAR

 

Eftersøgningstjenesten Genforening:

 

Hvordan finder man et menneske? - Hvordan gjorde du det?

 

2 spørgsmål, som dukker op ind imellem og som kan være svære at svare på - Både for mig, men også for alle de hjælpere og specialister, der gør et stort stykke arbejde i gruppen Eftersøgningstjenesten Genforening.

 

For at komme frem, kan det være nødvendigt at gå lidt tilbage.

 

Sådan kom jeg frem til min genforening:

 

Genforening opstod i 1998 som en idé hjemme ved køkkenbordet. Jeg havde brugt 19 år af mit 34-årige liv på at lede efter min far og fandt ham endelig i år 2000. Der havde ikke været hjælp at hente, blot få steder. Der var de gængse telefonbøger, nettet var på ingen måde udviklet som i dag. Alle forespørgsler til kirker og sogne skulle foregå via personligt møde eller til nød pr. brev. Jeg besluttede, at der skulle være mulighed for at få hjælp og den bedste hjælp kommer oftest via mennesker der selv har været igennem en oplevelse.

 

Jeg fik at vide, nærmest ved en tilfældighed, måske fejl, at min far var en anden end den jeg troede han var. På mange måder blev jeg lettet, for jeg havde aldrig følt et bånd til ham. Men hvem var det så?

 

Det satte mange tanker i gang hos mig, som blot var 12 år. Og i 2 år tumlede jeg med spørgsmålet om, hvem han var og hvor han var.

 

Som 14-årig startede jeg for alvor at lede efter ham, spurgte min mor om ham, men fik ikke den store indsigt. Hver gang jeg kunne se en telefonbog så slog jeg op i den og kiggede efter min fars navn. Jeg havde fået min fødselsattest, så det var bare at slå op. Altid en skuffelse. Og det kan det hurtig blive i den alder. Men jeg gav aldrig op. Jeg var sikker på, at det nok skulle lykkes mig at finde ham en dag. Jeg forestillede mig, at han levede og den helt store genforening. Jeg forestillede mig aldrig, at han ikke levede, ej heller, at han ikke ville se mig. Det faldt mig slet ikke ind. Ikke før senere, hvor livet byder ind med mere erfaring og oplevelser, dem der skaber os som menneske og gør os klogere på os selv.

 

Som 18 årig er jeg i gang med uddannelse, har købt lejlighed i København og får at vide af et familiemedlem, at min farmor da vist bor “lige deroppe”. “Lige deroppe” er i opgangen ved siden af, hvor jeg skulle bo...

 

Det tog mig lang tid at få mod til at besøge min farmor. Jeg brugte et halvt år på det, men endelig var dagen, hvor jeg skulle trykke på ringeklokken og håbe, at hun åbnede og fortalte mig, hvor min far var henne.

 

“Jeg har ventet dig”, var min farmors ord, da hun åbnede døren. Vi talte kun kort tid sammen. Det var et sødt og kærligt menneske, der tog imod mig, men hun vidste ikke, hvor han var og havde blot gamle fotos af ham at vise mig. 

 

Udlandet trak i mig og jeg skulle komme meget rundt i verden efterfølgende, og gør det stadig. Hver en telefonbog blev vendt, hvor end jeg var. Jeg havde fået at vide, at han sejlede som maskiningeniør, så det blev også til flere mærkværdige samtaler med sømænd, rederier og ikke mindst sømandskirker i mange forskellige byer. Det gav mig en masse viden og indsigt. En masse lærdom om de områder, om de mennesker, om deres erhverv, måder at leve på. Historie. Hvilke tatoveringer sømændende sågar oftest fik lavet. Jeg snappede alt til mig i søgen efter min far.

 

Hvert et sted jeg opholdt mig, enten det var ferie eller arbejde, så optog det mig, om han måske havde været der også. Det kan synes som en barnlig, endda naiv tanke, at han skulle have været de samme steder, men det skulle senere vise sig at være tilfældet. Billeder og mødet med min far bekræftede det.

 

Gennem uddannelser, læsning af psykologi og filosofi, mødet med mennesker, unge som gamle. Ren nysgerrighed og et kreativt løsningsorienteret sind, så får man megen indsigt, forståelse, viden og bliver god til at vende og dreje hver en sten, for at finde en løsning, som skal føre en til målet.

 

Gennem tiden har jeg haft kontakt med ambassadører, kommunale instanser, advokater, detektiver (hvor jeg søgte viden om deres metoder), kirker, sogne, familie, andre familier, som også ønskede at få kontakt. Allerede i folkeskolen fik detektivgenet fat og det blev til mange skrevne linjer om spor, som kunne føre til mennesker. De nedskrevne metoder læste jeg også igennem senere i livet og kunne meget let frasortere nogle af de mest mærkværdige og sjove metoder, men valgte også at bevare nogle af metoderne, for de var ganske kreative og til tider endda logiske.

 

I 1999 slap jeg eftersøgningen. Jeg havde fået kontakt med en mere åndelig side af mig selv og lærte, at hvis jeg slap taget, så ville det komme, hvis tid var, når tid var. Der gik et halvt år, så blussede det op igen.

 

En besked om, at min far var udvandret til Belgien, via kommunale instanser. Han havde også skiftet navn. Derfra tog jeg fat igen. Og det førte til, at England måtte være stedet, hvor eftersøgningen skulle fortsætte.

 

En dag fandt jeg på at sætte annoncer i aviserne i England. Min verden havde åbnet sig betydeligt. Internettet virkede og jeg læste aviser i et væk på nettet. Skrev annonce til en af dem. En kort annonce uden så meget information, men nok til, at læserne ikke var i tvivl om, at der var et menneske som søgte et andet menneske. Der er jo også etiske overvejelser i denne søgen. Det er ikke bare at tromle derudad uden tanke på, hvordan modtageren kan have det med det. Personligt er jeg ikke glad for alle de billeder der deles på de sociale medier, for det er for privat for mig. For andre har det ingen betydning, men for modtageren kan det være krænkende. Altid svært med disse overvejelser. Jeg havde fået at vide af den danske ambassade i England, at jeg muligvis var på rette spor, men at jeg skulle vente i 9 måneder og vende tilbage igen. Jeg fik ikke svar på hvorfor eller hvor og jeg accepterede det uden videre, for de måtte jo vide det, tænkte jeg. En ambassade. Tankerne om den besked var mange.

 

Jeg slap eftersøgningen igen. Tiden gik og en dag kom opkaldet fra Sømandskirken i Hull. De kendte min far, som kom i kirken hver søndag. Han var ikke til at tage fejl af. Han havde sit stiveste puds på hver gang han besøgte kirken, oftest sin uniform, så derfor genkendte de ham også. Han fik besked om min eksistens, som han kendte til, og at jeg søgte ham. Det skulle foregå rigtigt, for hvis min far ikke ville have kontakten, så skulle han have muligheden for at sige fra. “Mellemmanden” blev en hjælper i kirken og han meldte tilbage, at min far var glad og lykkelig for, at jeg ville tale med ham. Vi havde begge denne tvivl og sådan vil det oftest være, også i de Genforeninger der ligger og venter derude. Derfor agerer jeg ofte “mellemmand/kvinde” i Genforening og tager initiativet til at kontakte et familiemedlem, netop for at få en fornemmelse og afklaring af, om vedkommende er til en genforening eller ej. De skal have muligheden for at tilvælge eller fravælge. Det er trods alt 2 familiers liv der bliver vendt på hovedet i det øjeblik. Et vendepunkt i livet.

 

Det bringer mig til nutiden og til svaret på, hvordan man finder et menneske. 

Og hvordan jeg gjorde det....:

 

Vilje, viden, indsigt, forståelse, kreativ tænkning, logisk tænkning. Gode idéer. Samarbejde og mod til at tage kontakt, spørge, læse. Ikke tabe modet. Aldrig give op. Forestille sig næste step og fremfor alt; Undgå at glorificere genforeningen. Tag det som det kommer. OGSÅ en forestilling om, at der kan komme besked om, at vedkommende ikke er mere. Bliv ikke bange for, at det sker, men hav tanken med og en forestilling om, hvordan du vil reagere, så kan det ikke gå helt galt.

 

Jeg er ikke en ørn til arkiver, men det er også en måde at finde mennesker på. Vi har mange arkiver til vores disposition i dag, på internettet, Sociale medier. Alverdens søgemetoder og maskiner og det gør det absolut lettere at finde vej. Det ligger tilgængeligt for alle. Man lærer det at kende med tiden og det er erfaring og en potion held, der giver spor videre. Der går ikke 19 år mere, heldigvis! - Med mindre et menneske ikke vil findes, men det fornemmer man meget hurtigt, for det ved eftersøgeren allerede inden vi får kendskab til sagen og så tager vi den derfra. - Heldigvis når vi at spotte den type sager.

 

En skarp intuition og et godt kendskab til mennesker, hvordan vi tænker, vores adfærd, hvilke evner vi har, som vi ikke ved, hvor kommer fra, kan også være med til at give et spor i den rigtige retning, flere lagte puslespil gennem livet, men alt i alt er svaret på, hvordan?:

 

Læg puslespillet, efterhånden som du finder brikkerne. Du ved aldrig, hvor mange brikker der er i dit puslespil, men du ved, hvornår det er færdigt.

 

 

Giv aldrig op!

 

Kærlig hilsen Anette

 

© Copyright 2001-2017 A.Hallev. All Rights Reserved.